Du har muligvis selv oplevet, hvordan et ”nej” kan forvandle en ellers stille situation til en højspændt affære, hvor man har lyst til at gå i ét med tapetet. Måske du sent på eftermiddagen har været en tur i supermarkedet med dine børn, som har fået øje på slikhylden, mens du på 7. minut sidder fast i en lang kø, som bare ikke vil rykke sig. Børnene er sultne og trætte, og når du afviser deres idé om at få en slikkepind, brænder de sammen og kaster sig ned på gulvet, mens de råber og hulker.
Eller måske du på arbejdet har oplevet, hvor vred en beboer eller borger kan blive, når vedkommende bliver bedt om at stoppe sit foretagende. Det er nemlig ikke os alle, der reagerer lige positivt, når vi bliver mødt med afvisninger eller irettesættelser, og endnu mere vanskeligt kan det være for mennesker med kognitive udfordringer. De kan i mødet med en afvisning bedst forholde sig til, hvad de ikke må, og de kan have svært ved at gennemskue, hvad de så må.
I sådanne tilfælde kan en anvisning være et godt alternativ til en afvisning, hvis det giver mening i forhold til situationen og de involverede personer.
Brug af anvisninger til konflikthåndtering ved udadreagerende adfærd
Mennesker med kognitive sygdomme, herunder autisme, demens, hjerneskader o.l., har i nogle tilfælde en forringet evne til at justere deres forventninger og behovsudsætte, hvilket kan øge risikoen for sammenstød mellem dem og deres omsorgspersoner.
Formålet med at bruge anvisninger er således at distrahere den sygdomsramte fra den uønskede handling eller tilstand og fokusere vedkommendes opmærksomhed på den ønskede handling i stedet. Det kan derfor også være en anvendelig metode til at mindske udadreagerende adfærd, der er skadelig for personen selv eller for andre omkring vedkommende, og det kan bruges til at minimere gentagne eller stereotypiske adfærdsmønstre, der forstyrrer menneskets daglige liv.
Nogle gange er det tilstrækkeligt at skifte personens fokus til noget, der virker mere interessant, og andre gange kan det være nødvendigt med en ændring af miljøet, såsom at flytte personen fra én placering til en anden, eller at give vedkommende en ny opgave at fokusere på.
Førstnævnte eksempel gør sig gældende i nedenstående historie om Drengen, der ville flyve, som dermed viser, hvordan anvisninger i praksis kan bruges som konflikthåndtering.
Drengen, der ville flyve
Drengen, der ville flyve omhandler en 8-årig dreng ved navn Kristian, der var underlagt flere diagnoser, heriblandt infantil autisme, OCD og ADHD. Kristian havde således brug for en hverdag med faste rammer og rutiner for at føle sig tryg, og han havde behov for ekstra støtte til sine daglige gøremål. Han boede derfor på et særligt bosted med intern skole og skulle kun krydse en vej for at komme til skolen, hvor han fik 1-1 undervisning.
Kristian foretrak, når læreren eller skolepædagogen hentede ham på sit værelse for at gå sammen over til klasselokalet. Men på en af de daglige gåture til klasselokalet opdagede han en gruppe ældre elever i et andet klasserum. Dette vakte hans nysgerrighed, og han trak derfor læreren med derind, hvor han hilste på de store børn, der umiddelbart tog godt imod ham.
Efter et par dage blev dette dog til hans nye rutine, hvilket gjorde det svært at få drengen til at gå direkte til sit eget klasselokale, når han skulle i skole om morgenen. Det skabte konflikter, da de større elever var begyndt at føle sig generet af drengen. Samtidig afstedkom det, at der var flere lærere, som måtte trække Kristian ud af klasselokalet, mens han blev udadreagerende og kom med høje råb og skrig.
Situationen ledte således til uhensigtsmæssige magtanvendelser, hvilket betød, at Kristians nye rutine på en eller anden måde skulle brydes for at beskytte de forskellige parter i den konfliktfyldte situation. Derfor kom Kristians lærer på den idé at give Kristian en anvisning i situationen i stedet for at møde ham med en afvisning.
Så da læreren den følgende dag hentede ham for at tage ham med i skole, og Kristian begyndte at trække over mod lokalet med de større børn, spurgte læreren: ”Skal du med ud at flyve?” Kristian blev meget interesseret og glemte alt om klassen med de større børn. Derefter begyndte læreren at lave flyverlyde, mens han trak Kristian i retning mod det rigtige klasselokale. Kristian glemte de større børn, grinede højlydt og kom hen til sit klasselokale til tiden.
Ingen afvisning uden en anvisning
Historien om Kristian viser, hvordan anvisninger kan fungere som et redskab til konflikthåndtering ved udadreagerende adfærd. Den viser, at der somme tider er et alternativ til at sige nej – selvom vi har travlt, og selvom vi er presset i det menneskenære arbejde, hvor vi kan blive udfordret på vores tid, tolerance og pædagogik.
Som tidligere nævnt kan nogle mennesker reagere negativt på afvisninger, fordi de har svært ved at behovsudsætte, omstille sig samt forholde sig til, hvad de må i stedet. Dette er en af grundene til, at der i historien om Kristian, opstod konflikt, når lærerne mødte Kristian med afvisninger for at få ham til at forlade klasselokalet med de større børn.
Det er dog ikke altid, at anvisninger og afledningsmanøvrer er virksomme, og derfor er det ikke en universel løsning til forebyggelse af konfliktsituationer. Det er en tilgang, der skal anvendes med hensyn til den enkelte persons unikke behov og forudsætninger. Således viste det sig da også, at Kristians lærer måtte finde på andre måder at aflede Kristians opmærksomhed, da tilbuddet om en flyvetur ikke viste sig nyttig hver gang. Anvisningen skulle rumme et alternativ, som havde tilstrækkelig meget ”wow-effekt” til at få Kristian til at glemme sit hidtidige formål, og dette medførte, at nogle idéer faldt til jorden, mens andre havde den ønskede effekt.
Det vigtige er at være i stand til – bare en gang imellem – at bryde det dårlige mønster, så vi ikke bliver låst i at gøre tingene på én måde, og så vi mindsker risikoen for konflikt og dårlige oplevelser for os selv, og dem vi tager os af. Men med anvisninger kan vi blive bedre til at tænke ud af boksen og minimere vores vanetænkning, og af samme grund er det en af vores grundsætninger hos Durewall, at man ikke bør lave en afvisning uden også at lave en anvisning.