Demensramte borgere har ofte svært ved at udtrykke sig og forstå, hvad andre kommunikerer. Men en aktiv brug af livshistorier og spejling kan styrke kommunikationen mellem demensramte og omsorgsgivere samt gøre det nemmere at forstå og håndtere visse former for konflikter.
Demens svækker blandt andet ens evne til at kommunikere, og det gør det svært at forstå og bearbejde informationer. Som omsorgsgiver er det derfor vigtigt at være bevidst om den nonverbale kommunikation – hvordan man bevæger sig, ens mimik og ens anvendelse af kropssprog – da kropssproget tydeliggør de budskaber, man forsøger at kommunikere til den demensramte. Samtidig har det den konsekvens, at vi i mange situationer må anskue demensramte borgere gennem en helt ny linse for at forstå, hvad de kommunikerer, og hvorfor de reagerer, som de gør.
Som eksempel herpå vil vi i månedens indlæg fortælle en historie fra det virkelige liv, som illustrerer, hvordan en aktiv brug af livshistorier og spejling i nogle tilfælde kan styrke kommunikationen og løse konflikter mellem omsorgsgivere og den demensramte.
Manden, som ikke ville vaskes
En ældre mand ved navn Henning var flyttet ind på et plejecenter, efter at have boet alene i en kortere årrække. Ganske hurtigt opstod der en del konflikter omkring den personlige hygiejne. Når personalet kom for at hjælpe ham med ansigtsvask, blev han urolig, han hidsede sig hurtigt op, og han slog ud efter personalet.
Da personalet i første omgang forsøgte at undgå vaskesituationerne, udartede der sig en ny problematik, fordi manden udviklede svamp i ansigtet omkring næse og øjne. Da personalet igen forsøgte at vaske manden, ledte det til konflikter med magtanvendelse.
Assistenten, Tine, blev nysgerrig på situationen og gjorde et opsøgende arbejde omkring mandens livshistorie. Hun fandt ud af, at han i en ung alder havde en voldsom oplevelse ved havet, hvor han var ved at drukne. Tine tænkte derfor, at denne oplevelse måske blev reaktualiseret som følge af mandes demensforløb, når han blev forsøgt vasket i ansigtet. Hun tænkte, at når Henning så vandet, blev han kastet tilbage i erindringen om dengang, han var ved at drukne, og at han koblede hygiejnehjælpen sammen med den gamle angst for vand.
En eftermiddag kom hun roligt ind til Henning og satte sig i en stol foran ham med passende afstand. Med sig havde hun en lille balje med lunt vand og et par vaskeklude. Hun lagde en fugtig klud i skødet på manden og tog selv en klud i hænderne. Langsomt begyndte hun at vaske sit eget ansigt med rolige bevægelser. Efter lidt tid tog Henning sin egen vaskeklud og begyndte at efterligne hende ved at vaske sit eget ansigt.
Livshistorier
Demens gør det svært at forstå nutiden i lyset af fortidens erfaringer og erindringer, og som det fremgik af ovenstående eksempel, kan indsigt i den demensramte borgers livshistorie være et værdifuldt værktøj til at bygge bro mellem fortiden og nutiden. Hennings livshistorie gemte således på information, som fik assistenten Tine til at omlægge sin strategi, hvilket i sidste ende løste konflikten.
Livshistorier gør det muligt for omsorgsgivere at bruge særlige genstande og erindringer i den daglige kontakt, hvilket øger kvaliteten i arbejdet og styrker relationen mellem borgere og omsorgsgivere. Livshistorierne kan dermed også være med til at løse konflikter, fordi der kan være særlige begivenheder, erfaringer og mønstre, som kommer til udtryk, når de af forskellige årsager bliver genkaldt.
Som mennesker fastholder vi nemlig vores mønstre og selvforståelse, selvom vi måske med tiden bliver ramt af sygdom, som udfordrer vores kognitive færdigheder, og selvom rammerne omkring vores hverdag bliver ændret. Det betyder, at der kan være særlige ord og bevægelser, som kan føre den demensramte tilbage til tidligere oplevelser og trigge en konflikt. – Også når plejepersonalets handling udadtil ser ud til at være fuldstændigt eksemplarisk og efter bogen. Her kan livshistorien blive anvendt til at forstå den demensramtes reaktionsmønster.
I eksemplet med Henning var der dog også behov for at få ham til at forstå og blive en aktiv deltager i hensigten om at få vasket sit ansigt. Til dette gjorde Tine brug af spejling.
Spejling
Spejling er en adfærdsmæssig tilstand, hvor en person efterligner eller gentager en anden persons adfærd. Det er en naturlig del af menneskelig kommunikation, og det er det samme, der er på spil, når helt små børn lærer at interagere med andre ved at efterligne deres adfærd.
Spejlingen foregår i spejlneuronerne i hjernen, og spejlneuronerne gør, at hjernen spejler – eller opfatter – andres bevægelser, som hvis det var os selv, der udførte dem. På denne måde hjælper det os med at afkode andres kropssprog og adfærd, hvilket også er grunden til, at man i nogle tilfælde kan bruge spejling til at hjælpe demensramte, ligesom i eksemplet med Henning.
Det er en nænsom metode, hvor man anvender mindst mulig kraft og møder den demensramte i øjenhøjde og med empati. Det er dog kun en ud af flere former for nonverbal kommunikation, og hvis du er nysgerrig på at læse om flere nonverbale kommunikationsteknikker, kan du læse mere på Videnscenter for Demens.
Vores historie med Henning og Tine viser, hvor vigtigt det er for omsorgsgivere at være opmærksomme på deres nonverbale kommunikation samt at have en dybere forståelse for den demensramtes livshistorie. Livshistorien kan nemlig spille en rolle i de konflikter, der opstår, og spejling kan – sammen med andre teknikker – bruges til at kommunikere på en måde, der er meningsfuld for den demensramte. Ved at forstå og anskue kommunikationen med demensramte på en ny måde, kan man skabe en bedre forståelse for vedkommendes reaktioner og blive bedre til at håndtere de konflikter, der kan opstå. Dermed kan man opnå en mere succesfuld og værdig omsorg samt skabe mere tryghed for både borgere og plejepersonale.
Tænker du over, hvordan du bruger livshistorier og spejling i din hverdag? Og tillader du dig selv at være nysgerrig på borgerne?
Kilder:
https://videnscenterfordemens.dk/da/livshistorier
https://danskgerontologi.dk/wp-content/uploads/2018/09/201523.pdf
https://journals.sagepub.com/doi/full/10.1177/0956797613520608